Dag 27

Dag 27

06.07.25

Teltpladsen blev fyldt i løbet af i går. Og her til morgen igen affolket. Allerede da jeg var oppe og tisse kl.5, var folk ved at pakke sammen. Lørdag er åbenbart typisk dagen, hvor man ankommer for så at skulle videre.

Sådan camperer nogle i dag

Snakkede med én, der nu var min nærmeste nabo. Tjekke. Meget opvakt ung mand. Vi snakkede grænseproblemstillinger bl.a. Han gjorde mig opmærksom på et særpræget kunstværk yderst på havnen. Det skal jeg se på på vej hjem fra Nationalmuseet. Skal blive lidt klogere på den islandske historie.

Så er der dømt koncentration de næste timer. Det står ikke på dansk.

Museet er fint, men efter nogle timers koncentreret læsning, må jeg ned i cafeen og lade op med lidt frokost og den sædvanlige kop. Så er jeg klar til sidste afdeling og kan nu opsummere historien:

De første bosættere bestemte selv og etablerede dette ”Alþingi”. Senere gik det op i interne stridigheder, som blev bilagt ved, at Island kom under den norske krone. Så blev kongerigerne Norge og Danmark forenet under den danske konge, så Island kom under dansk administration. Det varede ved indtil under 2. verdenskrig. Inden da, havde de dog fået hjemmestyre i 1903 og blevet erklæret et selvstændigt land under rigsfællesskabet, indtil man i ly af krigen efter en folkeafstemning i 1944, dannede en republik. Chr.X modsatte sig i første omgang ønsket, med henvisning til krigen, men efter afstemningen lykønskede han islændingene med deres nye regering.

Traditionelle huse i nærheden af gågaden

Det er sommer i Reykjavik også i dag. 13 gr. Der forventes regn i morgen, siger telefonen.

Utradionelt traditionelt hus

Jeg triller lidt rundt i b yen. De sidste dage har der ind imellem været en lyd fra baghjulet, som om noget gik på. Tidligere viste det sig at være en af magnaterne til blinklygten, men det havde jeg rettet. Pludselig er den helt gal. Hjulet blokerer nærmest. SÅ ser jeg det. En knækket eger. Det kunne så også betyde.... JA. Hjulet er blevet ekset. Skal heldigvis ikke køre med bagage mere. Hvor heldig kan man være.....?

Hjem og have sengetøjet lidt ud i luften og have en kop kaffe. Ser en cyklist længere henne på pladsen. Viser sig at være en spanier, fin ny cykel, ekstra brede dæk. Han skal først til at starte sin tur i morgen. Vi snakker lidt. Han skal ud at købe ind.

Ældre dame på gamle plader

Så tager jeg ”Tjulli” med over til cafeen, hvis min næsten islandskkyndige hollænder skulle være der. Han henviser til nogle, han ved er islændinge, og der er én, der hjælper med at afsløre forskel på u  og ú. Jeg kan snart læse op på islandsk – uden at forstå ret meget.

Så er det li'som man føler sig hjemme

Er ude at køre en tur væk fra Reykjavik. Synes jeg har styr på retningen, men byen er ikke sådan at finde ud af. Op og ned og ringveje, og hvad ved jeg.

20.11 km

Dag 26

Dag 26

05.07.25

I aftes var der en irriterende franskmand. Denne gang var det ikke en telefonsamtale, han snakkede til nogen, men det var mest ham,man hørte. Den var efter 23, og det stod på op mod en time. Endelig kom han i nærheden af mit telt, og jeg gav ham et kraftigt: ”Schyy...”

Så blev der ro. Den gnavne gamle mand, var trådt i karakter.

Det er en stor plads, selv telte er der mange af.Toiletterne er noget for sig. De er anbragt langt fra væggen, så man sidder helt oppe i døren. Faktisk kan det være svært overhovedet at komme til at sætte sig. Jeg ved ikke, hvad folk med længere ben end jeg gør. Jeg har ikke set nogen sidde med døren åben.

Ved indskrivningen fik jeg en kode, der skal bruges, når man skal ind til toilet og bad eller fællesrum. Min kode virker som regel først i 3. forsøg, det forstår jeg ikke. Hvad gør jeg galt?

Ja, køn er jeg jo ikke

Morgener er generelt bedst til bad. 6.30 var der ingen og det fungerede upåklageligt. Nu skal jeg på turistbureau’et. Har tænkt, at det ville være nemmest, hvis jeg kunne køre til en bus, pakke cykel og bagage sammen og blive kørt til lufthavnen. Troede det var tirsdag, jeg skulle flyve, det er først torsdag

.Reykjavik har mistet noget af sit provinsielle præg

Det ”gamle” turistkontor synes ikke at være der mere, men det  lykkes at book’e turen til lufthavnen på ét, jeg ikke har været på før. Med pick-up ved campingpladsen.  Det betyder, at jeg kan pakke cyklen aftenen før og det meste af bagagen. Teltet skal alligevel være i håndbagagen. Det . r perfekt. Afhentning kl.7, flyet går 10.35.

Reykjavik's svar på den lille havfrue

Går på Laugavagur så  som gågaden hedder i retning af campingpladsen. (Lauarvegur ved jeg nu, det udtales. Benytter lejligheden til at se efter noget til AM’s vinduekarm. Det er mest glitter og glimmer. Er i 5 souvenirforretninger. En lille islandsk kirke vil passe i samlingen. Den mindste jeg finder er med kæde til nøglering . I nødsfald bliver det den, så må jeg prøve at klippe kæden af, et sted spørger jeg direkte efter en kirke. Inderen, som jeg tager ham for, ved ikke, hvad en kirke er. Jeg savner nogle islændinge at tale med.

Efter frokost er jeg oppe i cafeen og få en dobbelt cappucino, der spilles Pink Floyd i baggrunden. Et nummer fra ”Dark side of the Moon”. I går var det Buffalo Springfield. Det er jo musik fra min ungdom, det kan godt undre mig, det er jo ikke ligefrem min generation, der er overrepræsenteret her.

På campingpladsen kommer folk med kufferter for at campere. Det er særlig asiater. Billigste overnatning i Island utvivlsomt. Nu er det Rolling Stones med et nummer, jeg ikke lige kan sætte navn på. Og lige efter: Good Vibrations, Beach Boys.

Den unge mand i cafeen er hollænder og har boet her i 1 ½ år. Har prøvet at lære islandsk, men så passede lektionerne ikke med arbejdstiderne. Og islændingene foretrækker t tale engelsk fremfor at tale med én, der ikke udtaler ordene ordentligt.

Her kan man køre til byen i ro og mag på en cykelsti

Om eftermiddagen kører jeg til ”The Settlement Exhibition”, altså en udstilling om bosættelsen og udviklingen af Island. Den tager udgangspunkt i en udgravning midt i byen i 2001. Den befinder sig nu i kælderniveau i fuld størrelse. Rester af et langhus med tilbygning. Er dateret til 871 +/- 2 år.

Byggestilen var da på steder uden så meget træ, at væggene byggedes op af græstørv, lag på lag. Tagkonstruktionen lavedes så af drivtømmer, der stadig er en vigtig kilde til træ i Island. Til hegnspæle fx.

Der har også været bosættelser andre steder i Island, men det er en anden historie, det er denne bosættelse i Reykjavik området og dens udvidelser, der er grundlaget for det moderne Island.

Krigen og løsrivelsen fra Danmark omtales ikke, men mon ikke nationalmuseet gør? Der har jeg tænkt mig at skulle hen i morgen.

Kommer i snak med en af pigerne ii billet og information. Hun skal på højskole i Hillerød til august. Jeg viser hende en børnebog, jeg har købt i noget, der mindede om den grå hal. Kom tilfældigt forbi og gik ind og fandt ”Tjulli a fullri ferð”. Den kan hun godt huske fra sin barndom. Hjælper mig med at oversætte begyndelsen. Der er mange ord, der er umiddelbart forståelige.

 

Dag 25

Dag 25

04.07.25

Så bliver der ikke mere stille. Højtrykket har ramt os og skubbet sig ind over landet. Gnæggeren er i gang og har nu fået selskab af den islandske latterfugl. Som muligvis også kan sige som et æsel. Der var i hvert fald noget, der lød sådan her til morgen. Hvor mange de er om at udstøde disse lyde, ved jeg ikke.

Fik ellers besøg af Norge ved 23-tiden i aftes. Først kom der en tysk bil, jeg lige kunne vinke til ud gennem teltåbningen. Da jeg så var gået til ro, kom det norske par og parkerede åbenbart lige oven for mig. Og gav sig til at snakke, som 0om det var midt på dagen. Man vil jo nødig virke som en gammel gnavpotte, så jeg gav dem lige lidt tid til at falde til ro. Det tog sandelig tid...

På et tidspunkt tror jeg, jeg sådan for mig selv fik sagt: ”Det var dog helvedes”, og der er jo noget lydt på sådan en åben plads.... Så de fortrak skyndsomt til bilen og lukkede døren. Tak, Norge.

Det ere da ellers den mest primitive plads, jeg har været på. Der er tag over hovedet på toilettet, det er det mest positive, der er at sige. Og vandet KUNNE blive varmt. Men toiletpapiret slap op. Godt jeg havde min egen rulle, jeg gaflede i Grindavik for en menneskealder siden, her til morgen.

Morgen og kaffevand

Det bliver ikke bare en dag på kontoret her fra morgenstunden. Vejen går op, korte stejle stigninger, og ned igen naturligvis med helt op til 10%, da jeg kommer til hvalfangerstationen. Det er her man har bevaret – og stadig anvender – nogle af de barakker med de runde tage, hvis konstruktion går helt tilbage til 1. verdenskrig. De her er fra den 2. verdenskrig. I dag er finhvalen den eneste hval, man må jage – og det gør man så i islandske farvande.

Her er de omtalte barakker

Toppen af en gammel hvalfangerbåd

Efter 14 km når jeg bunden af fjorden. Der er 3-5 km ind til Islands højeste vandfald, det tænker jeg godt, jeg kan undvære. Vejen ser umiddelbart lidt mere plan ud på sydsiden.

Et blik tilbage ud gennem fjorden

Det viser sig hurtigt at være en misforståelse. Det går op og ned, så det er en lyst.

Jg når til Hvitanes, hvor to tavler, man kan læse på 5 min, giver mig et bedre indblik i Islands forhold under krigen, end museet gav på 2 timer.

Afslutningsvis kommer der en bakke ”Op i himlen”, men det lykkes at køre op over den. Så er der endnu en spids, jeg skal rundt om, så skulle jeg gerne møde tunnel-vejen. Spiser frokost inden, har kigget efter bord og bænk hele dagen – ingen. Jeg sidder på en klippe.

Bakken op i himlen

Når endelig frem til vej 1, og så begynder mareridtet. Nogle steder er der nærmest en smal cykelsti udenfor den optrukne hvide linie, herligt – for det meste ikke. Nogle steder er der rumleriller i siden og 20 cm at køre på udenfor, når der altså ikke lige er en kant ned, der gør det for farligt at køre der. Så fra tid til anden bliver jeg nødt til at køre på vejen til gene for bilerne OG mig, når de ikke holder ordentlig afstand. Nogle steder er vejen 4-sporet, så der kører de rigtig stærkt.

Jeg tror der er 20 km tilbage på dette tidspunkt, så efter at have kørt 60 km i anstrende terræn, kommer nu denne koncentrations øvelse. Hvis man nu kunne bede om en cykelrute hos Google, kunne jeg muligvis have sparet lidt på hovedvejen, men det findes ikke, når man er på Island.

Da jeg finder camp’en er jeg smadret. Du skal bare book’e på nettet, siger nogle, der arbejder der. Så får du 10% i rabat.

Da jeg ser prisen, går jeg i chok. 3375 iskr. Det var dog den stiveste.... Bliver enig med mig selv om, at jeg hellere må finde cafeen og få en dobbelt cappucino og tænke mig om. Cafeen er også reception, så jeg forhører mig lige angående aldersrabat. Det stod der ikke noget om på nettet. Nej, det har de ikke. De har kun rabat til cyklister! Jamen så er det jo godt, jeg har min cykel med. Så jeg får 20% i rabat, så de 3 dage jeg book’er kommer til at koste ca. 10.000 iskr.

Så må jeg lige finde en Bonus, så jeg kan få noget aftensmad – og en Egil’s øl. Og en ny pose Nammi slik. Den sidste gik ret hurtigt.

82.05 km 52.02 km/t

Dag 24

Dag 24

03.07.25

Gik tidligt til ro, så jeg var vågen allerede kl.5, men sov vist lidt mere. Skulle gerne vente med at køre til solen er kommet frem, hvad den burde.

Det holder stik og ved 10-tiden er jeg næsten klar. Så kommer der en islænding og spørger til turen. Utrolig sød mand. Han har været læge og senere gjort det i genetik-branchen. Startet et firma, som er et af de største. De har hus i Italien, hvor den ene søn bor i øjeblikket med sin peruvianske kone. Eller også var det den anden søn. Han bor i Wien. Hilser også på konen, Björgvin, tror jeg. Han selv hedder Kristvaner. Meget usædvanlige navne.

Dem kunne jeg godt have tilbragt mere tid med

Der advares mod farlig kant på vejen de næste 20 km. Kedeligt for en cyklist nu vejen er sån befærdet. Heldigvis går trafikken mest den anden vej. Ikke desto mindre er det den mest ubehagelige vej, jeg endnu har kørt på. De kører rask væk 100 her, og der er jo altid en vis procent, som ikke holder ordentlig afstand, og som jeg råber og skriger af: Hundehoved, hestetyv, idiot.

På vej væk fra Borgarnes - det er bare om at være på den rigtige side af betonkanten

Har rundet det første fjeld, der er endnu et, så drejer jeg fra.

Endelig, efter 23 km, skal jeg til venstre ad vej 47 rundt om Hvalfjörður, og trafikken forsvinder. Det næste fjeld viste sig at være Akranes, hvor færgen engang sejlede fra, fra byen af samme navn.

Har længe kunnet se Reykjavik ligge der måske 10 km væk på den anden side af fjorden. Der er nu stadig 51 km for bilerne.

Det er sol, så jeg ender med at køre i t-shirt, det er ellers længe siden! Når frem til Hjaðir, hvor campingpladsen ligger sammen med krigsmuseet. Det må jeg se. Først spiser jeg dog frokost efter at teltet er sat op.

Så har jeg parkeret - men hvad, er der en der stjæler min cykel?

Museet er den værste gang rod. Jeg må hen og spørge mange gangem for at få lidt orden på tingene. Det handler om Island under 2. Verdenskrig – og så lige torskekrigen med England. Der er intet, der kan give en overblik over noget. Det er stort set bare en sammenstuvning af mere eller mindre relevante genstande.

Det er IKKE et loppemarked

Her kommer mit resume. Englænderne kom til Island med flådefartøjer i 1941 og oprettede en flådebase i Hvalfjörður. Opførte tusinder af drivhusagtige bygninger, hvoraf mange står den dag i dag. Hovedformålet var at sikre flådekonvojerne, bla. Dem til russerne i Murmansk. Der var nogle træfninger og skibe på begge sider blev sænket.

Senere overtog amerikanerne og oprettede flybasen i Keflavik, der fungerede indtil 2006. Præcis hvordan aftalerne med Nato er, fremgik overhovedet ikke. Island har ikke noget militær, men ikke desto mindre er de medlem af Nato, så vidt jeg kan forstå.

Hvad de dog har er kystbevogtning, der i høj grad var involveret i det, der blev kaldt torske-krigen mellem Island og England. Den fik jeg mere at vide om i Isafjörður end her, hvor den helt umotiveret optrådte i et af rummene. Sikke noget rod.

Jeg ender med en kop kaffe og en Havre-klat, som deres havregrynskager hedder.

Nu sidder jeg og skriver i receptionen til svømmebassinet, hvor der ikke er stik eller noget, men jeg fik lov til at lade på computeren, mens jeg var rundt på museet.

Snakkede med en far og datter fra Østrig i cafeområdet. De er også på cykel og har besluttet at blive.

36,26 km  

Dag 23

Dag 23

02.07.25

Klokken 23 i aftes kom der en amerikansk telefonsamtale forbi mit telt. Medhøret var på, så man kunne også høre modparten. Det fandt jeg utilstedeligt og råbte: Schyy... Han bevægede sig væk fra mit telt og over for at genere nogle andre. Det blev det ikke mindre irriterende af, blot en anelse svagere.

Jeg sov ikke – øvede russisk – men syntes at nogen – åbenbart mig – skulle gøre noget ved sagen. Aldrig så snart var jeg ude af soveposen, så var han tavs. Krøb i den igen. Noget efter grinede han pludselig højt og fortsatte. Havde åbenbart bare lyttet. Da havde jeg opgivet og holdt mig til mit russiske – sikke’n idiot.

Her til morgen er det vindstille kl.6, men så kommer der gang i vinden. Badet var fint. Bruseforhænget var der og hældningen på gulvet i orden. Kun var det sådan sådan nogle ”løse” haner, så da først det varme vand VAR blevet varmt – jeg var åbenbart den første – var det næsten umuligt at mixe dem passende.

Det har både småregnet og storregnet, før jeg har pakket færdigt. Det var vist holdt op lige, da jeg kommer af sted, men begynder igen straks efter. Der er kun omkring 35 km til Borgarnes, men det bliver i modvind.

Skyerne over fjeldene har ikke tænkt sig lige at gå væk

Særlig de første 5 km er drøje. Vejen er ret flad – og dog. Slynger sig gennem landskabet i 1-2 km buer. Først græsland, så efter at være kommet over et højdedrag, buskland. Birkekrat med småtræer på 1-2 m. Så græsland igen.

Gør et stop for hver 5 km og prøver at sætte tempoet så lavt, at jeg ikke sveder for meget. Det er enerverende kan hele tiden kun at se 1-2 km fremad, så er der en bakkekam og bag den en ny bakkekam. Fordelen ved slyngningerne er at vinden skifter, og i øvrigt er det, som om den tager af.

Og tiden går og regnen holder op og bliver væk resten af vejen.

Det er som om jeg lige så stille har arbejdet mig opad, og så kommer nogle afsluttende kraftige – men ikke så lange – stigninger, og så nærmer jeg mig.

Har været på denne plads før, men den ligger i modsat side af, hvad jeg huskede. Er fremme ved lige telt 13-tiden. Overtager en plads fra en motorcyklist, der er ved at køre. Fra Luxembourg. På en østrigsk motorcykel af mærket KTM, som jeg aldrig har hørt om. De er gået neden om og hjem og er blevet overtaget af indere. Det er han ikke glad for.

Luxembourg har 600.000 indb. Hvoraf under halvdelen taler lokalsproget luxembourgsk, men de har 3 officielle sprog: luxembourgsk, fransk og tysk. Og alle lærer engelsk i skolen, så en stor del kan 4 sprog!

Får lige teltet op så regner det – kraftigt. Benytter lejligheden til at spise frokost, så er det holdt op og jeg kører på indkøb. Først i Netto, men de har tilsyneladende ikke min favorit: Pasta Carbonara, færdig på 5 min. Så jeg må i Bonus bagefter. Der lykkes det mig at betale ved en selvbetalingskasse. På islandsk!

Sidder nu i Kaffi husið.

Islandsk postkasse i Borgarnes

Først ville jeg bare gerne vide, hvornår færgen sejlede fra Akranes til Reykjavik. Bilerne kan køre gennem en tunnel under Hvalfjörður, men det må cyklister ikke. Sidst var jeg med nævnte færge, men internettet er ikke til megen hjælp her. De seneste oplysninger er fra 2017, hvor færgefarten blev genoptaget, men.... Må finde en islænding. Det er altså ikke alle islændinge, der taler engelsk. Ham jeg finder, ved heller ikke noget om færgen.

Kirken i Borgarnes var til at få øje på

Jeg krydser vejen og går ind i villakvarteret overfor. Der finder jeg én, der kan bekræfte, at færgen ikke sejler mere.

Ny plan. Jeg må køre rundt om  Hvalfjörður og bruge en ekstra dag. Mener at have fundet en plads, hvor jeg vil kunne sidde og skrive.

Der kommer 4 amerikanske fyre på cykler, de har lejet. Også taskerne. Vil rundt om Snæfellsnes, så jeg giver dem gode råd.

43,43 km

Dag 22

 Dag 22

01.07.25

Der er vitterlig ikke en vind, der rører sig. Alt er stille, kun fuglene er stået op. Gnæggeren er her også, jeg tror, jeg vil komme til at savne den, den er så speciel. På størrelse med en solsort og alligevel formår den at lave denne dybe hostende lyd.

Nu er der svage dryp på teltet. Skurir i laveste kategori. Det er et mærkeligt land.

Snakker lige med mine naboer, mens jeg pakker sammen, de er schweizere. Hun har været på en gård oppe nordpå for 30 år siden, nu har de 3 uger i en af de små van’s og én af dem, skal de være på gården, hun har stadig kontakt med dem.

Sidder inde i ”mit” rum, handicap toilettet og skriver dette, klokken er godt nok 10, men jeg vil nødig starte i regnvejr, og da jeg nåede her op til bygningen, var det blevet til en rigtig byge. Syntes ikke jeg kunne tage cyklen med herind. Nu er det vist holdt op.

Jeg kører i let regn, men den bliver hurtigt kraftigere. Der er lige en stigning at lægge ud med. Jeg husker den. Så går det ellers nedad. Vejen snor sig lidt nedenfor fjeldene. Det holder op med at regne og så kommer dagens første seværdighed. Kan ikke helt gennemskue, hvad det er, men da jeg kommer op til bilerne , er der en tavle. Det er en kløft – meget dyb. Man skulle kunne se himlen inde fra bunden. Og historier om trolde og underjordiske og den slags.

Jeg vover mig et stykke ind. Man går på stenene i vandløbet. Da jeg ser de unge mennesker foran, kan jeg godt se, det ikke er noget for en gammel  mand.

Det bliver ikke lettere så... jeg vender om

Ud over en enkelt gang, hvor der uvist af hvilken grund kommer en stykke med modvind, holder det med vinden stik, og efterhånden er den hverken 2 eller 3 m/s, men snarere 5-7 m/s.

Det flade land breder sig længere og længere ud fra fjeldsiden. Uendelige flade stykker der fra tid til anden svinger lidt fra den ene til den anden side. En gård i ny og næ, det er alt. Siden i morges har jeg kun set frem til én ting. Så vidt jeg husker var der en cafe der, hvor denne vej møder vejen fra Stykkisholmur? Er den der endnu, og hvor langt er der?

Der er kun én afbrydelse på disse lange flade stykker: pludselig står der en mand lidt fremme med et kamera med et ordentligt teleskop. Og han har kameraet rettet mod mig. Jeg løfter hånden til hilsen, men idet jeg passerer, råber han noget til mig, så jeg standser. Det var mig han tog billeder af, det gjorde vel ikke noget? Nej da, ikke spor. Er han af østeuropæisk herkomst? Nej, han er brasilianer. Jeg er ved at give slip på cyklen af forbavselse, og må jo høre hvordan han er havnet her, for han er ikke turist, men bor her.

Jo, han fandt en pige på nettet. Hun var rumæner, men havde boet på Island nogle år. Hun flyttede først til Brasilien, men senere flyttede de begge her til. Arbejder på et Guesthouse dér, efter det første hus man kan se. Han viser mig billederne og andre, han har taget. De ser ret professionelle ud. Han vil sende dem af mig til mig, så han får min email, så må vi se, om det når at komme med på bloggen i dag?

Allerede efter km 30 begyndte jeg at se efter cafeen. Nu er vi over 40 og jeg må have noget at spise, men der er ingen steder at standse i dette flade land, hvor vinden er blevet kold igen.

Tilbageblik mod Vulkanen for enden af halvøen

Endelig – ved indkørslen til en gård er der en fordybning nogle meter ned, hvor jeg kan sidde i læ. På et tidspunkt virkede det varmere, men så kørte jeg ned i kulden. Jeg vil tro, det er 8 gr.

Det eneste andet der er at sige om disse uendelige flade stræk er, at jeg genkender et lille hus, der på afstand kunne være et toilet, men har dette gule skilt med lynet. Der op ad sad jeg og spiste sidst i læ for vinden.

Vejen fra Stykkisholmur er længe undervejs. Den ene udløber fra fjeldene afløser blot en ny, men til sidst ser jeg, en bil køre på tværs af min køreretning.

Stedet hører til Hotel Snefellsnes og ligner ikke helt det, jeg har haft i hovedet, men jeg kan kende det. Er lige ved at tro, at jeg sidder ved samme bord som sidst. Får en dobbelt cappucino og en kage, de kalder Randalin ligesom den islandske cafe hjemme i byen hedder. Det må jeg vise dem.

Dobbelt cappucino og Randalin

Det var et kærkomment og længe ventet stop. Nyder det så længe det nu kan vare – jeg skal jo videre.

Sidst overnattede jeg ved Hotel Eldborg. Jeg ender med at se noget, dercapps må være det, men der er aldrig nogen afvisning til det, så jeg går ud fra, at det er lukket.

Så begynder regnen og det meste af resten af vejen til Snorrastadir regner det. Det er fjeldene inderst på halvøen, der på en eller anden måde formår at holde på vandet. Da det er hørt op, der hvor jeg er nået til, kan jeg se, hvordan det stadig hænger, der hvor jeg kørte igennem, der er helt mørkt.

Endnu en plads uden personale. I går virkede det, da jeg gik ind på parka.is, men ikke nu, til trods for at jeg denne gang bekræftede med mit-id, at jeg ville overføre 1.800 iskr, og gjorde det.

En rengøringsdame siger, at det sker ustandselig. Nu prøver jeg igen senere.

Pladsen er piv åben, så jeg håber på svage vinde. Huset med fælles faciliteterne er et gammelt hus med tilhørende værkstedsbygning. Værkstedet i to etagers højde er køkken. Der kan sidde 100 mennesker ved lange borde.

Da jeg senere tjekker nærmere, ER betalingen gået igennem.

78,6 km

 

 

Dag 21

 Dag 21

30.06.25

Møder et tysk par, jeg snakkede med i aftes ved morgenbordet kl.7. Vi ender med at udveksle e-mails. Julian og Sarina. Bor tæt ved Angela jeg kender i Alpirsbach.

Jeg er ved at ændre planer. Meget lidt. Hvis jeg bliver her på enden af Snefellsnes i dag, vil vinden vende, så jeg – forhåbentlig – får medvind hele vejen på sydsiden af halvøen. Så jeg sigter efter Arnarstapi, hvor jeg overnattede sidst. Den ringeste plads dengang. Mener at have hørt, at den er blevet forbedret. Belgierne talte også meget positivt, om deres oplevelser yderst på halvøen. Så kan jeg også køre fra til Helissandur, hvor min islandske ven derhjemme har tilbragt en del af sit liv.

Det første solstrejf kommer, mens jeg pakker teltet sammen. Jo længere ud mod spidsen jeg kommer, jo bedre skulle vejret blive. Blæsten er der ikke noget at gøre ved, den er vel 6-7 m/s, men jeg har medvind – indtil videre.

Kirken i Olafsvik

Der dukker en seværdighed op: Suðafoss, 1,3 km. Vel vidende at jeg skal tilbage i modvind, kører jeg derind. Alle vandfald er flotte. Dette er specielt på sin måde. Ved at5 springe over nogle af sideløbene, kan man komme helt op til det. Egentlig ikke noget for en mand i min alder, men selvfølgelig skal jeg prøve det. Til min undskyldning er det ikke farligt, men man kunne risikere at blive MEGET våd og MEGET kold.

Suðafoss tæt på

Det går godt indtil jeg skal tilbage igen. Kan ikke genfinde stedet, hvor jeg kom over. Finder et sted, men ender med at fortryde og gå længere ned, hvor jeg i et elegant spring sætter over.

Kører lidt, der er en bebyggelse, der hedder Rif og der kommer en ny seværdighed. Det handler om fugle. Her er der ikke andre end mig. Der er en lille sø og tavler med alle de forskellige arter.Jeg hæfter mig ved, at den arktiske terne hedder Kria på islandsk. Det illustrerer meget godt dens vrede skrig.

Så kører jeg videre mod Helissandur. Der er cykelsti, som går ned til byen, der ligger ud til vandet med klipper som i Gudhjem, blot i en anden farve.

Længere fremme er der et besøgscenter, der er passet pænt ind i landskabet. Det var der ikke sidst? Nej, det stod først færdigt i 2023, svarer damen. Jeg spørger til vulkanen, som bliver benævnt ”aktiv”. Ja, der har ikke været noget udbrud i 1000 år, men magmaet rører på sig ind imellem og forårsager jordskælv, så helt udelukke, at der en dag sker noget, kan man ikke. Det er ikke sådan med vulkaner, de arbejder ikke på daglig basis som os andre. Nyder en kop cappucino og to af mine egne klejner i cafeen.

Besøgscenteret

Så kører jeg videre i medvinden. Vejen slår en stor bue, så det undrer mig ikke, at jeg havner i modvind til sidst. Og op ad bakke.

Saxholl krateret på afstand

Og et kik på tværs

Når endelig frem til kraterne. Sidst kørte jeg bare forbi dem, men nu er man ikke i tvivl om, at her er en seværdighed ud fra antallet af parkerede biler. Og der er en fin trappe op, som jeg heller ikke tror, var her sidste gang. Det er et pænt lille overskueligt krater, som man ikke sådan kan bevæge sig ned i. 40 m i højden.

Og så er der den store vulkan. Skal det virkelig lykkes mig at se toppen denne gang? Der hvor Jules Verne i sin tid lod sine personer begynde nedstigningen i ”Rejsen til Jordens indre”.

Toppen er endnu skjult

Det er lidt uklart, hvor toppen befinder sig, men inden for den næste halve time viser det sig, at det er, som om der er to toppe, som ser nogenlunde lige høje ud. Det er et mageløst syn, som jeg har ventet 8 år på. Og nu LYKKEDES det altså. Dagen er reddet.

Så er toppen fri i det fjerne

Det kommer jeg også til at betale for. Der er væmmelig sidevind, og det skal blive endnu værre.

Toppene med lidt skylag

Først er der dog kommet endnu en seværdighed. Ja, den har selvfølgelig været der hele tiden, men nu er det blevet en officiel én med alt, hvad det kræver af stier, platforme og rækværk.

Ved ikke helt hvad de to hedder

Da jeg kommer tilbage til cyklen, ser jeg en cyklist nærme sig og svinge ind på parkeringspladsen. Det er en tysk pige, som vist er på dag 6. Hun er vildt begejstret for Island. Gad vide om hun nu er kommet gennem modvinden til Olafsvik? Havde 40 dage til at komme øen rundt. Det kommer til at knibe, men så er der jo også busser at ty til.

For mig kommer det modbydeligste stykke nu, de 12 km til Arnarstapi. En pibende sidevind og bakke på bakke op ad. Men bliver man ved, kommer man frem.

Kan ikke rigtig genkende noget. Gad vide om pladsen er flyttet? Der er i hvert fald kommet bedre toiletter. Men først skal man registrere sig og betale på nettet. Det gør jeg så. 1800 for en gammel mand som mig og 400 i skat. Det er OK. Så får man en kode på mail, som kan åbne til toiletterne. Køkken og fællesrum eksisterer kun udenfor og ikke overdækket og bad er ikke inkluderet, det koster 500 for 6 min. Det stod der ikke noget om. Så skulle det da være et eller andet med småt. Meget småt. Det er svindel efter min mening. Og så er der kun ét stik til opladning.

Jeg glemte helt ternerne. I dag fik de mig. Jeg startede med at finde det bedste læ-sted. Angrebet af 3 terner lykkedes det mig at få cyklen derhen, men det lykkedes dem, at få mig væk. Det er ikke til at slå telt op med terner styrtdykkende ned omkring 5 cm over ens hoved, mens de skriger deres ”kri-a”.

Hentede cyklen og gik ned til et mere vind om sust sted, hvor jeg fik sat teltet op og uploadede et billede af det, som man skulle.

Resultatet af angrebet - de skiderikker

Nu sidder jeg inde på handicap toilettet og skriver. Det er det eneste sted, hvor der er noget at sidde på, bortset fra på toiletterne, men dem er der jo nogen, der skal bruge. Og her er ingen handicappede, udover mig.

53.60 km